Første gang jeg sad i en ensædet scull på Havel lige før solopgang, lagde jeg mærke til, at min hjerne gjorde to ting på én gang: den beundrede tågen, der krøllede sig op fra vandet, og registrerede mentalt taktslag, årevinkel og hvordan min vejrtrækning var synkroniseret med åtaget. Den splittede fokus beskriver ret godt, hvordan jeg arbejder.

To halvdele af én vane

Jeg skriver på samme måde, som jeg analyserer – jeg leder efter mønstre, sætter spørgsmålstegn ved antagelser og omsætter det, jeg lærer, til noget, som både en nybegynder og en erfaren roer kan bruge. Jeg har en lille notesbog liggende ved døren til bådhuset, der udelukkende er beregnet til at notere små, mærkelige observationer: en justering af riggen, der ændrede alt, eller en træningsplan, der så godt ud på papiret, men faldt fra hinanden i praksis. Disse noter bliver som regel til de artikler, jeg udgiver.

Hvorfor vandet er vigtigt

Intet skærper en idé som at afprøve den under reelle forhold – vind, træthed, en tidlig morgen, hvor din form ikke er perfekt. Den friktion er kilden til autenticitet, og det er derfor, jeg forsøger at tilbringe mange timer på vandet, før jeg skriver en eneste sætning om teknik eller strategi.

Her er det, der som regel styrer min proces, uanset emnet:

• Test først, skriv bagefter
• Hold sproget klart nok til begyndere
• Respekter de nuancer, som erfarne læsere forventer
• Vær nysgerrig efter, hvad der rent faktisk virker, ikke bare hvad der lyder rigtigt

Hvis noget af dette giver genklang, eller hvis du har din egen historie fra vandet, vil jeg virkelig gerne høre den — du er velkommen til at kontakte mig via min kontakt-side.